Økologiske mælkeproducenter er via lovgivning og færre tilgængelige økologiske virkemidler på markedet, begrænset i at bruge visse effektive midler mod forskellige sundheds- og velfærdsmæssige problemstillinger i besætningen. Projektets formål er at afprøve en række forskellige naturlige midler i malkekvægbesætninger, som kan have en gavnlig virkning på dyrenes sundhed og velfærd. Det skal være alternative midler, som kan skaffes økologisk og som landmanden selv kan blande/fremstille på bedriften.
I projektet afprøves følgende midler:
1) Hjemmeblandet elektrolytblanding med loppefrøskaller mod diarré hos småkalve
2) Rapsolie som pattehudplejemiddel til malkende køer
3) Bivoks til brug som patteforsegling ved goldning af køer
4) Alternativ fluebekæmpelse uden brug af fremmedstoffer
5) Alternativ parasitbekæmpelse med urter til ungdyr
6) Alternative midler mod ringorm
I arbejdspakke 1-4 afprøves midlerne i 3-5 malkekvægbesætninger hver, for at undersøge effekten af midlet, om det kan håndteres i praksis og prisen for brugen af midlet. I arbejdspakke 5 deltager 15-25 landmænd i en interviewundersøgelse.